Tøkk grøder tørre tårer

Jeg er ked af det. Jeg er ked af det fordi jeg har lavet rod i det. Det værste af det hele er at jeg ikke opdagede at det rod, jeg lavede spredte sig som det endte med at gøre.

Og min tristhed fylder så meget at jeg ikke kan koncentrer mig om mit arbejde eller om noget som helst andet, det er som at have en sort sky over hovedet. Jeg har gjort en ven vred, han siger at han er irriteret på mig, fordi jeg har fået ham til at bruge tid på noget han ikke vil bruge tid på. Og da det er i den frivillige verden så betyder det faktisk mere end man skulle tro. Samtidig så synes jeg at det er uretfærdigt og overdrevet – hvilket jeg dog i 2. omgang har holdt for mig selv.

Og så siger han at han er irriteret fordi jeg ikke forstår, at jeg har tvunget ham til at bruge tid på det. Som om jeg kan læse tanker – den eneste grund til at jeg opdager at han er irriteret på mig, er fordi jeg direkte spørger ham. Og da fortæller han mig faktisk ikke hvad problemet er. Da jeg taler med ham anden gang fejrer han mig af, han har ikke tid til at tale med mig. Jeg ringer for at tale med ham tredje gang, fordi hans mail til mig er passiv aggressiv – og jeg spørger ham om han er vred på mig – det siger han, at han ikke er, men han er irriteret, og denne gang fortæller han så hvorfor. Jeg har påtvunget ham at bruge tid på en opgave, der ikke burde tage tid.cropped-2012-11-03-11-28-581.jpg

Opkaldet løste ikke noget – i hvert fald ikke for mig – jeg har det lige skidt, for det har aldrig været min mening at tvinge ham til at bruge tid på det. Men fordi jeg ikke svarede hurtigt nok, fordi jeg tog broderparten og ikke længere er aktiv i gruppen, har jeg påtvunget ham et øget tidsforbrug. Forhåbentlig betyder opkaldet til ham at vi kan komme videre og at jeg ikke mister min plads i gruppen. Eller at jeg i hvert fald stadig er velkommen i gruppen.

Det vil tiden vise, jeg håber, håber, håber, at jeg ikke bliver skubbet langsomt ud. Så vil jeg hellere gå end at blive skubbet ud ligesom han har gjort med først Linnea og siden med Mette.

Og i bund og grund skyldes det hele at vi ikke er enige om spillereglerne – i min verden har jeg holdt mig inden for reglerne og været large – også selvom jeg ikke svaret hurtigt nok. I hans verden har jeg ikke holdt mig indenfor reglerne, men derimod været grådig, besidderisk og uretfærdig. Og det er det, jeg er så ked af, for havde jeg vidst at reglerne var anderledes, så havde jeg spillet efter dem.

Men som billedet siger, så havde jeg handlet anderledes, hvis jeg var et bedre menneske, en bedre ven, et bedre medlem af gruppen…

 

Frivillig tvang

Jeg var til et møde i går, hvor vi har en konsulent, der går meget op i at man kun laver frivilligt arbejde, når det giver mening og lysten er med. Og det bruger hun en del tid på at tale om – hun siger bl.a. at det skal være sjovt hele tiden og det skal give mening hele tiden og at alt andet er spild af ens egen tid og det er ikke okay, når det er frivilligt arbejde.

Og det har hun jo ret i. selvom vi andre bruger en del tid på at tale om at det nogen gange ikke er lige sjovt, men så længe 80% er sjovt og meningsfyldt så kan 20% frivilligt tvang godt give mening.

Men hvornår er de 20% frivilligt tvang gået hen og blevet så meget mere, at det ikke længere giver mening? Jeg har i lang tid (nogen vil fortælle mig, at det har været det mest fremherskende i forhold til mit frivillige arbejde i årevis) haft en følelse af at jeg ikke få nok positivt ud af det arbejde jeg ligger.frivillig tvang

SÅ for at komme til buds i det, har jeg besluttet at jeg før hvert af de møder, arrangementer og ture, lige skal stoppe op og mærke om jeg har ondt i maven, om jeg har lyst, om jeg smiler ved tanken om at skulle af sted. Og efter mødet, arrangementet, turen skal jeg mærke efter om jeg har det godt, om jeg er ked af det, føler, at jeg har dummet mig, eller om det har givet mening for mig.

Til det sidste møde havde jeg slet, slet ikke lyst. Og jeg er ikke sikker på at mødet gav mening for mig, rent administrativt gav det mening, men for mig gav det ikke energi eller lyst til mere. Efter mødet havde jeg det okay, ikke nogen følelse af at have dummet mig, men heller ikke nogen særlig glæde.

I går ringede min ”chef” (hvor meget chef, der nu kan være i det frivillige) og første gang tog jeg ikke telefon, for jeg gad ikke snakke med ham. Anden gang han ringede tog jeg den så. Og det betød hverken fra eller til.

På torsdag skal jeg endnu engang til møde. Denne gang er det mig, der holder det, jeg skal lave mad til 13 mennesker, købe ind og gøre klar.

Det ved jeg ikke hvordan jeg har det med. Den frivillige tvang, jeg påtvinger mig selv (man kommer vist længst med ærlighed) er måske også gået hen er blevet en vane.

Du bliver syg, hvis du ikke bliver kysset

kyskager

Lånt fra Kinna.dk der har de fineste billeder af bla. mad

Det sagde min far til mig som barn. Og da jeg ikke troede på ham (for helt ærlig, hvem får feber af ikke at få et kys?) sagde han at jeg bare kunne spørge min farmor. Det gjorde jeg, for hun ville da ikke give min far i ret i noget så fjollet.

Men det gjorde hun – og så kyssede hun mig.

Det kom helt bag på mig – det er først længe efter, at jeg forstod, at det nok ikke ville være en febersygdom, der ville ramme mig, hvis jeg ikke blev kysset, og at det nok heller ikke var det at kysse sit barn, de mente. Men kysseriet i min familie er meget integrer, det er sådan vi siger goddag og det er sådan vi siger farvel. Dog ikke på munden, på kinden, om jeg må bed.

Forleden talte jeg med en veninde og vi kom til at tale om det der med at kysse i familien, da en fælles venindes barn, der gerne vil kysses på munden af de voksne, hun tæller som sine. Og det ville min veninde ikke. For man kysser ikke andres børn på munden. Også viser det sig, at i hendes familie kysser man ikke. Ikke at jeg tror det betyder hun har haft en frygtelig barndom eller er blevet syg af det. Jeg kom bare til at tænke over det.

Og det er vel egentlig hvad det her er – en tanke.

Farmor

Min farmor døde i efteråret, meget pludselig, meget abrupt.

Hele familien blev kaldt på hospitalet midt om natten, da farmor blev indlagt. Og vi var der alle sammen, da farmor et par timer senere afgik ved døden.

Det er en meget mærkelig måde at sige det på – for farmor sov for så vidt stille ind og så alligevel slet ikke. Der er ikke noget stille eller fredfyldt ved døden, den er grim og pinefuld – der på hospitalssengen lå farmor og kæmpede, selvom det var en kamp, der var tabt endnu før, hun var kommet ind på hospitalet. Hun havde fået en hjerneblødning, og lægerne kunne ikke gøre noget. Skulle ikke gøre noget. Måtte ikke gøre noget.

Med farmors død gik Mistemin verden ikke i stykker, men noget gik i stykker. Min bror opdagede, hvad det vil sige at miste nogen, man holde af, og hvordan sorgen fylder. Jeg har stadig ikke slettet farmors nummer i min telefon.

Jeg kan stadig ikke forstå, at farmor er væk. Det er uvirkeligt, at hun ikke kommer om tirsdagen, og at hun ikke svarer, når jeg ringer.

Min farmors død har slået en flig af min virkelighed, og jeg sidder tilbage med et savn, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.

Der er ikke noget smukt over døden – selv når døden er ønsket, er den grim og bidsk.

Den gule sløjfe

Den gule sløjfe koster 10kr, og så kan du gå rundt med ”Støt vore soldater” på brystet. Jeg har altid opfattet det som et politisk slogan, men det er faktisk pårørendeforeningen ”Familienetværket”

sloejfen-til-nettet

der sælger den. Det er forældre, koner, kærester og søskende, der går med den på tøjet.

Lige inden min bror rejste, talte vi om den – jeg påpegede alle de konnotationer, man får skubbet i skoen, når man går med sløjfen; en bestemt politisk overbevisning, støtten til en krig som mange er imod i dag (i 2001 da vi gik ind, var 80% for krigen (kilde: http://studenttheses.cbs.dk/bitstream/handle/10417/594/ann-christina_h_salquist.pdf?sequence=1), 109 stemte for i 2001 i folketinget.) et bestemt menneskesyn – en masse ting, som jeg ikke vil have påhæftet mig. Men når ens bror tydeligt giver udtryk for at det vil betyde noget for ham, hvis jeg viser ham min støtte til hans beslutning ved at gå med den gule sløjfe – hvad gør man så? Jeg købte to sløjfer, en til mit overtøj og en til knaphullet.

Så ligegyldig hvordan det her ender, så skal vi leve med hans beslutning – både med frygten, med andre meninger til hans valg og vores støtte til ham, og med savnet.

Så nu bryster jeg mig med den gule sløjfe… på godt og ondt

Gooood giirrl

I går blev jeg send t ud for at hente en bog som gave til en af vores ansatte – chefen havde glemte det. Så kl. 12.30 tog jeg metroen ind til Nørregade (ja, jeg gik det sidste stykke) for at hente en bog, der skulle gives kl. 15.00.

Det generer mig i sig selv, for det er fandeme ikke derfor, jeg har gået på universitetet i fem år – men det betyder også at jeg ikke holder op med at søge noget andet – halle-fucking-luja for min humanistiske uddannelse.

Da jeg så møder chefen på gangen, og han spørger om jeg fik bogen, og jeg svarer bekræftende, så udbryder han højt ”Hvor ER du GOD, hvor ER du god!”

WTF?!? Jeg er sgu da ikke en hund – det kan godt være han mente det som et kompliment (men helt ærlig, hvor svært er det lige at købe en bog?) men det eneste, jeg hørte, var hundeejeren, lige efter Kvik havde spist danskeren, udbryde ”Good giirrl, good girl!”

5. hjul

Jeg har to meget gode veninder – vi har kendt hinanden i 6 år, vi har boet sammen, vi har festet og rejst sammen og vi har en madklub en gang om ugen sammen.

De er begge to gift, så jeg er ofte 5. hjul på giggen, hvilket de mænd er indforstået med – der er sådan set ingen problemer med – det er kun mig, der har et problem. Dem har jeg vist en del af.

Hvert år på 4. maj er det kutyme at vi spiser en god middag, sætter lys i vinduerne og eventuelt tager til fest – alt sammen fint – men nu syns jeg at det er blevet en lidt påtvungen tradition, hvor niveauet er blevet alt for højt og hvor det skal være fint, for at være fint. Om det handler om at det er mig, der skal holde det i år eller om det reelt er fordi det er en påtvungen tradition – må jeg indrømme at jeg ikke helt ved.

Og det er måske humlen ved det hele – jeg ved ikke 100% hvorfor jeg har det som jeg har det – er det en social acceptabel undskyldning at det er mig påtvunget eller handler det om at jeg ikke har lyst til at holde parmiddag hos mig selv og være 5. hjul i mit eget hjem?

Hvis jeg skal være ærlig, og det skal jeg jo nok, i hvert fald overfor mig selv, så er det jo nok det sidste – fra at det var en sjov fest, er det blevet til en højtidelighed, hvor jeg ikke føler mig godt tilpas.

Så hvordan gør jeg det til en sjov fest igen?

Frygt

Min bror er taget i krig – det kalder de det ganske vist ikke længere, det er en fredsskabende mission, men det betyder reelt, at han er et sted, hvor de skyder med skarpt efter hinanden.

Hans kæreste spurgte, hvordan vi har det med det – og min mor begynder på en lang monolog om valg, respekt for valget og støtten til ham. Jeg er for så vidt ikke uenig, men det svarer bare ikke på spørgsmålet om, hvordan vi har det – for det kan godt være, at der er større risiko for at blive slået ihjel i trafikken herhjemme end at dø i tjenesten dernede, men det ændrer ikke på frygten.

Frygten for at han vender hjem og vi ikke kan genkende ham, frygten for at han ikke længere er den lillebror, vi sendte af sted, at han psykisk ikke kan fungere i et civilt samfund, frygten for at han bliver bange for sin egen skygge og ikke kan passe et arbejde, fordi han har fået PTSD.

Til pårørendearrangementerne, hvor de forsøger på at informere og berolige, bliver cheferne ved med at sige ”hvis det værste skulle ske, så…” og det er kode for vores soldats død – jeg synes, at det er en mærkelig måde at tale om det på – de tager i krig, det kan man dø af, det kan man blive psykisk ødelagt af – hvorfor skal der være en sådan angst for at kalde en spade for en spade?

Og ja, min bror er taget i krig og det kan han dø af – han kan blive ødelagt både psykisk og fysisk. Det er en konsekvens af hans valg, som vi alle må leve med – min far sagde, at hvis han får sprængt lemmerne af, så skal han leve med sit valg, hvis han dør, så er det os, der skal leve med det. Som jeg ser det, så skal vi leve med hans valg, ligegyldigt hvad konsekvensen bliver.

utilstrækkelig

Det er en mærkelig følelse – normalt er jeg ikke så usikkert at jeg tvivler og analysere hver enkelt af mine handlinger og reaktioner, men når jeg er sammen med DEM (og nej, det er ikke min familie, jeg taler om) så bliver jeg usikker. På Alt.

Alligevel er der nogen af dem, der tror, jeg er kompetent til at være med i det øverste af hierarkiet – og jeg bliver lige smigret hver gang og derefter usikker, for nu opdager de jo nok, hvor forkert, det jeg gør, er. Og hvad skal man stille op med det? Især fordi, det her er frivilligt, jeg kan bogstaveligt talt tage mit gode tøj og gå uden at det betyder, at jeg mister min indtægt, min frihed eller min omgangskreds – eller i hvert fald kun et perifert område af min omgangskreds – og helt ærligt, så er det nok ikke det store tab.

Og alligevel gør jeg det ikke. Jeg bliver, selvom jeg gerne går fra møderne med en følelse af, at jeg igen har dummet mig, at de synes jeg er uintelligent, at min mening er ligegyldig.
En form for masochisme? Loyalitet der grænser til det vanvittige? Jeg ved det ikke. Forhåbentlig får jeg noget ud af det, når jeg så stædigt bliver – en klog kvinde sagde, at man kun skal blive så længe, det giver mening, så forhåbentlig giver det mening – på et eller andet plan.

Det næste, logiske, skridt er jo nok at finde ud af hvad det giver, og så vurdere om det er nok – og hvordan jeg kan holde op, med at være så usikker på den del af mit liv. Men er der noget af det her, der er logisk?

SÅ prøver jeg så igen, igen….

De siger jo at man skal starte en blog med at forklare hvad man vil. Så det gør jeg så, igen.

Og så mistede jeg enhver form for inspiration. Det er ikke frygten for det hvide papir der altid har fået mig til at stoppe med at skrive, nej, der er frygten for ikke at skrive noget der er værd at læse. I hvert fald ikke for andre end mig – for hvornår er en tekst så personlig at den er ligegyldig?

Og hvornår giver det mening at fortælle noget?

Jeg arbejder i en branche hvor titler betyder meget, men alligevel har jeg ikke fra starten brystet mig af min titel – for di den ikke har nogen betydning for det arbejde jeg udfører – jeg er nemlig ikke direkte en del af dem, mellem hvem titlerne betyder så meget. Men netop det at jeg ikke er en af dem, betyder at de godt kan se ned på mig, fordi jeg ikke har deres titler. Og fordi jeg (tror de) ikke engang har kvalifikationerne til at blive optaget i deres rækker.

Så her gav det åbenbart mening at fortælle noget, jeg ikke troede der gav mening. Sådan bliver man jo klogere.

Men det er ikke det, der skal stå her – det der giver mening for andre. Det der skal stå her er det der giver mening for mig. Om det så er anmeldelser og udgydelser om bøger eller brudstykker fra en hverdag, hvor mit arbejde fylder alt for meget i min fritid og for lidt når jeg er på arbejde.