The Thief

Fra bogens bagside:

”I can steale anything.”

After Gen’s bragging lands him in the king’s prison, the chances of escape look slim. Then the king’s

scholar, the magus, needs the thief’s skill for a seemingly impossible task – to steal a hidden treasure from another land.

To the magus, Gen is just a tool. But Gen is a trickster and a survivor with a plan of his own.

Forfatter: Megan Whalen Turner

Genre: YA/Fantasy

Forlag: HaperCollinsPublisher, (dansk forlag: Gyldendal – udsolgt fra forlaget)

Udgivet: 1996, på dansk 1998

”The Thief” vandt prisen ”Newberry Honor” (verdens ældste pris for børne- og ungdomslitteratur) i 1997 og er efter min mening en utrolig velskrevet og veldrejet historie. Det er en af de bøger (serier) jeg vender tilbage til ca. en gang om året. Desværre er den vist ikke blevet en succes i Danmark, for de efterfølgende bøger er aldrig udkommet på dansk.

Hvorfor har jeg læst bogen: Fordi historien er en af de få, der har overrasket mig. Historien om Gen er historien om loyalitet og dumsmarthed (er det et ord?), om at sætte alt på ét bræt og håbe på det bedste.

Bogen:
Vi møder Gen i fængslet efter han har siddet der i så lang tid, at han har tabt sig en del, hans sår er blevet inficeret (men der er ikke opstået noget værre endnu), men der er endnu ikke sket det, som Gen venter på.

Historien går i al sin enkelhed ud på, at kongens troldmand skal skaffe et mystisk arvestykke, der giver besidderen ret til det ene af to nabolande. For at få fat i arvestykket skal rejseselskabet ud på en færd, der tager dem igennem de to nærliggende lande. Selve historien handler i høj grad om de forhold der udvikler sig imellem personerne. Udover Gen og kongens troldmand, så møder vi troldmandens to lærlinge og en medfølgende soldat.

Historien er for så vidt en klassisk dannelsesrejse for vores hovedperson Gen, men den afviger alligevel fra normen. For det første starter historien ikke med, at Gen forlader den trygge rede men derimod, da han allerede er blevet sat i fængsel. Det vil sige at vi fra starten ved, at der er en masse, vi ikke ved om Gen. Historien er også skrevet med en jeg-fortæller, så igen får vi kun det at vide, som vores jeg-fortæller synes. Og Gen har ikke helt ret mel i posen overfor læseren. Der bliver hele tiden antydet noget, som det er svært for læseren at få greb om. Det er noget, forfattere ellers er lidt forsigtige med, for det er ikke rart som læser at føle sig snydt. Men fordi det faktisk er så tydeligt, at der bliver antydet noget, så følte jeg mig som læser ikke ført bag lyset, fordi jeg vidste, at der var noget Gen undlod at fortælle. Det ses for eksempel i et afsnit som dette:

”…They looked up as Pol and I came in, and I could see they all three expected me to resent more soap and water.
“I washed last night” I pointed out to the magus. ”Look” – I held up my arms – “I’m very clear. Why am I washing again?”

Gen er klar over at de andre betragter ham som rendestenspak og alligevel sørger han for at leve op deres forventninger om hans opførelse. Første gang jeg læste historien overraskede det mig, at Gen ikke hold sin mund, når han kunne se, at han forventede at han brokkede sig. Derfor begyndte jeg straks at se efter andre ting, der ikke helt gav mening.

Derudover har bogen et velopbygget univers. Vi har tre lande, der har en spinkel fredsaftale og så har vi en større udefrakommende trussel, der sætter historien i gang. Læseren får lige præcis så meget at vide, at rammen for historien giver mening og ikke så meget at historien drukner i facts om universet historien foregår i. Der er ikke magi med i historien, ”troldmand” er en titel for kongens tætteste rådgiver, der er en lærd mand. Ganske vist viser det sig at guderne har en finger med i spillet, men det er det. Universet er inspireret af det gamle Grækenlands mytologi, så de gamle myter kan genkendes i den mytologi, som historien gør brug af.

Der er ikke noget romantisk subplot i historien, selvom der til allersidst antydes noget der eventuelt kunne blive til et. Men det er slet ikke historiens formål at fortælle om romantisk kærlighed. Det er en stille historie, der ikke har det episke islæt, som man fx kan finde i Georg R.R. Martins ”A Song of Ice and Fire”. Det er langt mere gruppedynamikken og det indbyrdes magtforhold, det handler om. Gen udvikler sig langsomt i historien, fra at være ligeglad med sine rejsefælder til faktisk at føle et ansvar og leve op til sit ansvar.

Læs den, hvis du vil have en historie, der lader dig tænke undervejs og som adskiller sig fra de romantiske fortællinger om Bella, Nora og alle de andre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s