utilstrækkelig

Det er en mærkelig følelse – normalt er jeg ikke så usikkert at jeg tvivler og analysere hver enkelt af mine handlinger og reaktioner, men når jeg er sammen med DEM (og nej, det er ikke min familie, jeg taler om) så bliver jeg usikker. På Alt.

Alligevel er der nogen af dem, der tror, jeg er kompetent til at være med i det øverste af hierarkiet – og jeg bliver lige smigret hver gang og derefter usikker, for nu opdager de jo nok, hvor forkert, det jeg gør, er. Og hvad skal man stille op med det? Især fordi, det her er frivilligt, jeg kan bogstaveligt talt tage mit gode tøj og gå uden at det betyder, at jeg mister min indtægt, min frihed eller min omgangskreds – eller i hvert fald kun et perifert område af min omgangskreds – og helt ærligt, så er det nok ikke det store tab.

Og alligevel gør jeg det ikke. Jeg bliver, selvom jeg gerne går fra møderne med en følelse af, at jeg igen har dummet mig, at de synes jeg er uintelligent, at min mening er ligegyldig.
En form for masochisme? Loyalitet der grænser til det vanvittige? Jeg ved det ikke. Forhåbentlig får jeg noget ud af det, når jeg så stædigt bliver – en klog kvinde sagde, at man kun skal blive så længe, det giver mening, så forhåbentlig giver det mening – på et eller andet plan.

Det næste, logiske, skridt er jo nok at finde ud af hvad det giver, og så vurdere om det er nok – og hvordan jeg kan holde op, med at være så usikker på den del af mit liv. Men er der noget af det her, der er logisk?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s