Frivillig tvang

Jeg var til et møde i går, hvor vi har en konsulent, der går meget op i at man kun laver frivilligt arbejde, når det giver mening og lysten er med. Og det bruger hun en del tid på at tale om – hun siger bl.a. at det skal være sjovt hele tiden og det skal give mening hele tiden og at alt andet er spild af ens egen tid og det er ikke okay, når det er frivilligt arbejde.

Og det har hun jo ret i. selvom vi andre bruger en del tid på at tale om at det nogen gange ikke er lige sjovt, men så længe 80% er sjovt og meningsfyldt så kan 20% frivilligt tvang godt give mening.

Men hvornår er de 20% frivilligt tvang gået hen og blevet så meget mere, at det ikke længere giver mening? Jeg har i lang tid (nogen vil fortælle mig, at det har været det mest fremherskende i forhold til mit frivillige arbejde i årevis) haft en følelse af at jeg ikke få nok positivt ud af det arbejde jeg ligger.frivillig tvang

SÅ for at komme til buds i det, har jeg besluttet at jeg før hvert af de møder, arrangementer og ture, lige skal stoppe op og mærke om jeg har ondt i maven, om jeg har lyst, om jeg smiler ved tanken om at skulle af sted. Og efter mødet, arrangementet, turen skal jeg mærke efter om jeg har det godt, om jeg er ked af det, føler, at jeg har dummet mig, eller om det har givet mening for mig.

Til det sidste møde havde jeg slet, slet ikke lyst. Og jeg er ikke sikker på at mødet gav mening for mig, rent administrativt gav det mening, men for mig gav det ikke energi eller lyst til mere. Efter mødet havde jeg det okay, ikke nogen følelse af at have dummet mig, men heller ikke nogen særlig glæde.

I går ringede min ”chef” (hvor meget chef, der nu kan være i det frivillige) og første gang tog jeg ikke telefon, for jeg gad ikke snakke med ham. Anden gang han ringede tog jeg den så. Og det betød hverken fra eller til.

På torsdag skal jeg endnu engang til møde. Denne gang er det mig, der holder det, jeg skal lave mad til 13 mennesker, købe ind og gøre klar.

Det ved jeg ikke hvordan jeg har det med. Den frivillige tvang, jeg påtvinger mig selv (man kommer vist længst med ærlighed) er måske også gået hen er blevet en vane.

Du bliver syg, hvis du ikke bliver kysset

kyskager

Lånt fra Kinna.dk der har de fineste billeder af bla. mad

Det sagde min far til mig som barn. Og da jeg ikke troede på ham (for helt ærlig, hvem får feber af ikke at få et kys?) sagde han at jeg bare kunne spørge min farmor. Det gjorde jeg, for hun ville da ikke give min far i ret i noget så fjollet.

Men det gjorde hun – og så kyssede hun mig.

Det kom helt bag på mig – det er først længe efter, at jeg forstod, at det nok ikke ville være en febersygdom, der ville ramme mig, hvis jeg ikke blev kysset, og at det nok heller ikke var det at kysse sit barn, de mente. Men kysseriet i min familie er meget integrer, det er sådan vi siger goddag og det er sådan vi siger farvel. Dog ikke på munden, på kinden, om jeg må bed.

Forleden talte jeg med en veninde og vi kom til at tale om det der med at kysse i familien, da en fælles venindes barn, der gerne vil kysses på munden af de voksne, hun tæller som sine. Og det ville min veninde ikke. For man kysser ikke andres børn på munden. Også viser det sig, at i hendes familie kysser man ikke. Ikke at jeg tror det betyder hun har haft en frygtelig barndom eller er blevet syg af det. Jeg kom bare til at tænke over det.

Og det er vel egentlig hvad det her er – en tanke.

SÅ prøver jeg så igen, igen….

De siger jo at man skal starte en blog med at forklare hvad man vil. Så det gør jeg så, igen.

Og så mistede jeg enhver form for inspiration. Det er ikke frygten for det hvide papir der altid har fået mig til at stoppe med at skrive, nej, der er frygten for ikke at skrive noget der er værd at læse. I hvert fald ikke for andre end mig – for hvornår er en tekst så personlig at den er ligegyldig?

Og hvornår giver det mening at fortælle noget?

Jeg arbejder i en branche hvor titler betyder meget, men alligevel har jeg ikke fra starten brystet mig af min titel – for di den ikke har nogen betydning for det arbejde jeg udfører – jeg er nemlig ikke direkte en del af dem, mellem hvem titlerne betyder så meget. Men netop det at jeg ikke er en af dem, betyder at de godt kan se ned på mig, fordi jeg ikke har deres titler. Og fordi jeg (tror de) ikke engang har kvalifikationerne til at blive optaget i deres rækker.

Så her gav det åbenbart mening at fortælle noget, jeg ikke troede der gav mening. Sådan bliver man jo klogere.

Men det er ikke det, der skal stå her – det der giver mening for andre. Det der skal stå her er det der giver mening for mig. Om det så er anmeldelser og udgydelser om bøger eller brudstykker fra en hverdag, hvor mit arbejde fylder alt for meget i min fritid og for lidt når jeg er på arbejde.

Grave Peril

Fra bogens bagside:

Harry Dresden – Wizard

Lost items found. Paranomal Investigantions. COnsulting. Advice. Reasonable Rates. No Love Potions, Endless Purses, or Other Entertainment.

Harry Dresden’s faced some pretty terrifying foes during his career. Giant scorpions. Oversexed vampires. Psychotic werevolwes. It comes with the territory when you’re the only professional wizard in the Chicago area phone book.

But in all Harry’s years of supernatural sleuthing, he’s never faced anything like this: The spirit world has gone postal. All over Chicago, gosts are causing trouble – and not just of the door-slaming, boo-shouting varity. These gosts are tormented, violent, and deadly. Someone – or something – is purposely stirring them up wreak unearthly havoc. But why? And why do so many of the victims have ties to Harry? If Harry doesn’t figure it out soon, he could wind up a gost himself…”

Forfatter: Jim Butcher

Genre: Fantasy (jeg er fristet til at sige ”noir”)

Forlag: Penguin Book

Udgivet: 2001

Hvorfor har jeg læst bogen: ”Grave Peril” er den tredje bog i serien om Harry Dresden. Dresden er en troldmand af den lidt mere hårdkogte slags – fornavnet er vist det eneste han har tilfælles med Harry Potter.

Harry Dresden er af de helte, der er andet og mere end “a knight in shining armour”, han har en mørk fortid, som han forsøger, at gøre op med. Hvad det er, serverer historien dog ikke for læseren i første hug. Men der bliver afsløret mere i hvert bind af histoien. På den måde sker der en udvikling med Harry fra den første til den tredje bog, så man som læser føler, at man lærer Harry nærmere at kende, samtidig med at Harry selv påvirkes og ændres af begivenhederne omkring ham.

Indtil videre er det kun den første af Harry Dresden bøgerne, Storm Front, der er blevet oversat til dansk af Tellerup.  

Bogen:
Historien er fortalt i en stil, der er en blanding af detektivromaner fra 50’erne og fantasy. I starten af historien er vi på Harrys kontor, hvor den obligatorisk ”damsel in distress” kommer for at bede om vores detektivs hjælp. Og det er her i henvisningerne til den klassiske noir detektivroman, at fantasyhistorien får et noir skær. Historien får dog et tvist, idet problemerne gerne involverer varulve, spøgelser af den værste slags, vampyrer og måske oven i købet en enkelt drage. Samtidig er der Harrys indre monolog, som nok lidt kæphøj, men som samtidig er dygtig skrevet og er sjov. Monologen lyder lidt som detektiverne fra 50’erne, hvor han ironiserer over livet og over skurkene. Samtidig gør han tykt grin med truslerne, måske er det en måde at klare de til tider fuldstændige forfærdelige ting, han kommer ud for. Fx da han er tvunget til at møde til vampyrernes bal:

”I still can’t believe, that you came to the Vampires’ Masquerade Ball dressed as a vampire.” Siger Harrys ven, Michael Carpenter, og Harry svarer “Not only that, but a cheesy vampire.”

En af de gode ting ved hovedpersonen er, at Dresden ikke klarer ærterne, i hvert fald ikke alene og ikke i første forsøg. Han er ikke så skræmmende eller overnaturlig stærk (i forhold til skurkene), at de smelter væk, når han viser sig. Nej, Harry Dresden får tæsk – gang på gang. At han så altid (indtil videre) løser opgaven, hænger sammen med de personlige relationer han har.

Som Harry siger: ”I don’t care about whose DNA has recombined with whose. When everything goes to hell, the people who stand by you without flinching–they are your family.”

Harry bruger dog langt mere rå kraft til klare problemerne og mindre planlægning, men det er en del af Harrys charme. For Harry handler det om at gøre det rigtige uanset prisen, og det rigtige er ikke nødvendigvis at redde verden, men at redde pigen. Det betyder også, at Harry kaster sig ud i desperate situationer, hvor han ikke regner med at overleve, men hvor målet er at få pigen/vennerne/de uskyldige ud i live.

Det er et af de stærkeste kendetegn ved Harry, drivet der konstant får ham ud i problemer, fordi han, koste hvad det vil, gør det rigtige. At Harry ikke fremstår som et naivt fjols, der som en anden Prince Charming kommer galoperende ind på sin hvide ganger, hænger sammen med de mørke undertoner, der lurer under overfladen. Læseren får ikke direkte at vide, hvad der er sket, men det fremgår, at Harry har gjort op med sin lærermester, er blevet forrådt af sin første kærlighed og har vendt mørket ryggen i et stort opgør. Det vil sige, at Harry konstant kæmper med sig selv, både på samvittighedsnivaeu og med fristelsen om at bruge sin magi til mørke ting – for det virker som om at magi, der bliver brugt til egen vinding i sin hensynløshed, bliver stærkere og mere grænseløs. Samtidig skal troldmænd, der er gode (eller som adlyder magikernes regering “the white counsel”) overholde visse regler, som selvfølgelig sætter begrænsninger for udøveren.

På den måde bliver Harry fra den første bog og fremefter en mere kompleks person, fordi hans indre dilemmaer bliver tydeligere. Harry fremstår ikke som den kedelige klassiske eventyrhelt, der mest af alt er en stereotyp.

Ligesom Harry bliver mere afrundet og til en hel figur, bliver universet også udbygget. Ganske vist skal bogen foregå i en verden, der ligner vores, så teknisk og udseendemæssigt minder den om vores egen verden, men fordi teknik gå fuldstændig i baglås, når Harry nærmer sig, så spiller den ikke den store rolle. Derimod bliver magien, og hvordan magien fungerer forklaret mere udførligt, ligesom de begrænsninger magien har. Jim Butcher beskriver Harry som en form for blikkenslager, Harry kan få magien til at fungere, lidt ligesom en blikkenslager kan få vand ud af rørene og sætte gassen til det nye gaskomfur.

Magien i Jim Butchers univers minder lidt om magien, som Pat Rothfuss beskriver i “King Killer chronicels”. Her er et interview, hvor Jim Butcher Pat Rothfuss diskuterer magiens udformning. Hvis det skulle have interesse.

The Thief

Fra bogens bagside:

”I can steale anything.”

After Gen’s bragging lands him in the king’s prison, the chances of escape look slim. Then the king’s

scholar, the magus, needs the thief’s skill for a seemingly impossible task – to steal a hidden treasure from another land.

To the magus, Gen is just a tool. But Gen is a trickster and a survivor with a plan of his own.

Forfatter: Megan Whalen Turner

Genre: YA/Fantasy

Forlag: HaperCollinsPublisher, (dansk forlag: Gyldendal – udsolgt fra forlaget)

Udgivet: 1996, på dansk 1998

”The Thief” vandt prisen ”Newberry Honor” (verdens ældste pris for børne- og ungdomslitteratur) i 1997 og er efter min mening en utrolig velskrevet og veldrejet historie. Det er en af de bøger (serier) jeg vender tilbage til ca. en gang om året. Desværre er den vist ikke blevet en succes i Danmark, for de efterfølgende bøger er aldrig udkommet på dansk.

Hvorfor har jeg læst bogen: Fordi historien er en af de få, der har overrasket mig. Historien om Gen er historien om loyalitet og dumsmarthed (er det et ord?), om at sætte alt på ét bræt og håbe på det bedste.

Bogen:
Vi møder Gen i fængslet efter han har siddet der i så lang tid, at han har tabt sig en del, hans sår er blevet inficeret (men der er ikke opstået noget værre endnu), men der er endnu ikke sket det, som Gen venter på.

Historien går i al sin enkelhed ud på, at kongens troldmand skal skaffe et mystisk arvestykke, der giver besidderen ret til det ene af to nabolande. For at få fat i arvestykket skal rejseselskabet ud på en færd, der tager dem igennem de to nærliggende lande. Selve historien handler i høj grad om de forhold der udvikler sig imellem personerne. Udover Gen og kongens troldmand, så møder vi troldmandens to lærlinge og en medfølgende soldat.

Historien er for så vidt en klassisk dannelsesrejse for vores hovedperson Gen, men den afviger alligevel fra normen. For det første starter historien ikke med, at Gen forlader den trygge rede men derimod, da han allerede er blevet sat i fængsel. Det vil sige at vi fra starten ved, at der er en masse, vi ikke ved om Gen. Historien er også skrevet med en jeg-fortæller, så igen får vi kun det at vide, som vores jeg-fortæller synes. Og Gen har ikke helt ret mel i posen overfor læseren. Der bliver hele tiden antydet noget, som det er svært for læseren at få greb om. Det er noget, forfattere ellers er lidt forsigtige med, for det er ikke rart som læser at føle sig snydt. Men fordi det faktisk er så tydeligt, at der bliver antydet noget, så følte jeg mig som læser ikke ført bag lyset, fordi jeg vidste, at der var noget Gen undlod at fortælle. Det ses for eksempel i et afsnit som dette:

”…They looked up as Pol and I came in, and I could see they all three expected me to resent more soap and water.
“I washed last night” I pointed out to the magus. ”Look” – I held up my arms – “I’m very clear. Why am I washing again?”

Gen er klar over at de andre betragter ham som rendestenspak og alligevel sørger han for at leve op deres forventninger om hans opførelse. Første gang jeg læste historien overraskede det mig, at Gen ikke hold sin mund, når han kunne se, at han forventede at han brokkede sig. Derfor begyndte jeg straks at se efter andre ting, der ikke helt gav mening.

Derudover har bogen et velopbygget univers. Vi har tre lande, der har en spinkel fredsaftale og så har vi en større udefrakommende trussel, der sætter historien i gang. Læseren får lige præcis så meget at vide, at rammen for historien giver mening og ikke så meget at historien drukner i facts om universet historien foregår i. Der er ikke magi med i historien, ”troldmand” er en titel for kongens tætteste rådgiver, der er en lærd mand. Ganske vist viser det sig at guderne har en finger med i spillet, men det er det. Universet er inspireret af det gamle Grækenlands mytologi, så de gamle myter kan genkendes i den mytologi, som historien gør brug af.

Der er ikke noget romantisk subplot i historien, selvom der til allersidst antydes noget der eventuelt kunne blive til et. Men det er slet ikke historiens formål at fortælle om romantisk kærlighed. Det er en stille historie, der ikke har det episke islæt, som man fx kan finde i Georg R.R. Martins ”A Song of Ice and Fire”. Det er langt mere gruppedynamikken og det indbyrdes magtforhold, det handler om. Gen udvikler sig langsomt i historien, fra at være ligeglad med sine rejsefælder til faktisk at føle et ansvar og leve op til sit ansvar.

Læs den, hvis du vil have en historie, der lader dig tænke undervejs og som adskiller sig fra de romantiske fortællinger om Bella, Nora og alle de andre.

Hush, Hush

For et årstid siden faldt jeg over “Hush, hush – forelsket i en engel” fra Tellerup – nu er det jo noget tid siden, jeg læste den, så det her er ikke en anmeldelse af “Hush, hush 1”. men selvom den ikke er særlig velskrevet, sproget, husker jeg som skurrende (jeg skal nok vende tilbage med noget mere konkret), så har historien noget i sig.

Og nu har jeg så fundet “Hush, hush – forfulgt af en engel” bog 2, i det der ser ud til nu at blive en kvartet i 2012. og hvad end det er “Hush hush 1” har i sig, så gjorde det mig nysgerrig nok til at jeg lige måtte se, hvad der videre sker med Nora og Patch.

Det første, der umiddelbart strejfer mig, er, at selve opbygningen af historien minder rigtig meget om “New Moon” bog 2 i Stephanie Meyers Twilight serie. Ligesom hos Bella lider Nora også af kærestesorger her i bog 2. Selvfølgelig er der den forskel at i “Hush hush 2” er det Nora, der slår op med Patch, hvor det i “New Moon” er Edward, der slår op med Bella. Men resultatet er det samme. Begge piger opsøger farlige situationer på trods af advarsler fra deres ekskærester for at få opmærksomhed fra dem – og ja, jeg ved godt, at Bella mere forestiller sig Edwards opmærksomhed, hvor Patch faktisk dukker op, når Nora er i fare.

Samtidig vender der i begge historier én tilbage, der vil hævne drabet på skurken i sidste bog. og så går den vilde jagt – på ekskærester og vampyrer/faldne engle.

Det er “Hush hush”s helt store svaghed. Det er gammel vin på (næsten) nye vinsække. Og desværre taler vi ikke “Bridget Jones” over for “Stolthed og Fordom” i sammenligningsgrad, men næsten den helt samme historie, hvor vampyrer er blevet skiftet ud med engle i den ene eller den anden form. Men selvfølgelig hvis man kunne lide Bella, så vil man også synes om historien om Nora.