Farmor

Min farmor døde i efteråret, meget pludselig, meget abrupt.

Hele familien blev kaldt på hospitalet midt om natten, da farmor blev indlagt. Og vi var der alle sammen, da farmor et par timer senere afgik ved døden.

Det er en meget mærkelig måde at sige det på – for farmor sov for så vidt stille ind og så alligevel slet ikke. Der er ikke noget stille eller fredfyldt ved døden, den er grim og pinefuld – der på hospitalssengen lå farmor og kæmpede, selvom det var en kamp, der var tabt endnu før, hun var kommet ind på hospitalet. Hun havde fået en hjerneblødning, og lægerne kunne ikke gøre noget. Skulle ikke gøre noget. Måtte ikke gøre noget.

Med farmors død gik Mistemin verden ikke i stykker, men noget gik i stykker. Min bror opdagede, hvad det vil sige at miste nogen, man holde af, og hvordan sorgen fylder. Jeg har stadig ikke slettet farmors nummer i min telefon.

Jeg kan stadig ikke forstå, at farmor er væk. Det er uvirkeligt, at hun ikke kommer om tirsdagen, og at hun ikke svarer, når jeg ringer.

Min farmors død har slået en flig af min virkelighed, og jeg sidder tilbage med et savn, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.

Der er ikke noget smukt over døden – selv når døden er ønsket, er den grim og bidsk.

Den gule sløjfe

Den gule sløjfe koster 10kr, og så kan du gå rundt med ”Støt vore soldater” på brystet. Jeg har altid opfattet det som et politisk slogan, men det er faktisk pårørendeforeningen ”Familienetværket”

sloejfen-til-nettet

der sælger den. Det er forældre, koner, kærester og søskende, der går med den på tøjet.

Lige inden min bror rejste, talte vi om den – jeg påpegede alle de konnotationer, man får skubbet i skoen, når man går med sløjfen; en bestemt politisk overbevisning, støtten til en krig som mange er imod i dag (i 2001 da vi gik ind, var 80% for krigen (kilde: http://studenttheses.cbs.dk/bitstream/handle/10417/594/ann-christina_h_salquist.pdf?sequence=1), 109 stemte for i 2001 i folketinget.) et bestemt menneskesyn – en masse ting, som jeg ikke vil have påhæftet mig. Men når ens bror tydeligt giver udtryk for at det vil betyde noget for ham, hvis jeg viser ham min støtte til hans beslutning ved at gå med den gule sløjfe – hvad gør man så? Jeg købte to sløjfer, en til mit overtøj og en til knaphullet.

Så ligegyldig hvordan det her ender, så skal vi leve med hans beslutning – både med frygten, med andre meninger til hans valg og vores støtte til ham, og med savnet.

Så nu bryster jeg mig med den gule sløjfe… på godt og ondt

5. hjul

Jeg har to meget gode veninder – vi har kendt hinanden i 6 år, vi har boet sammen, vi har festet og rejst sammen og vi har en madklub en gang om ugen sammen.

De er begge to gift, så jeg er ofte 5. hjul på giggen, hvilket de mænd er indforstået med – der er sådan set ingen problemer med – det er kun mig, der har et problem. Dem har jeg vist en del af.

Hvert år på 4. maj er det kutyme at vi spiser en god middag, sætter lys i vinduerne og eventuelt tager til fest – alt sammen fint – men nu syns jeg at det er blevet en lidt påtvungen tradition, hvor niveauet er blevet alt for højt og hvor det skal være fint, for at være fint. Om det handler om at det er mig, der skal holde det i år eller om det reelt er fordi det er en påtvungen tradition – må jeg indrømme at jeg ikke helt ved.

Og det er måske humlen ved det hele – jeg ved ikke 100% hvorfor jeg har det som jeg har det – er det en social acceptabel undskyldning at det er mig påtvunget eller handler det om at jeg ikke har lyst til at holde parmiddag hos mig selv og være 5. hjul i mit eget hjem?

Hvis jeg skal være ærlig, og det skal jeg jo nok, i hvert fald overfor mig selv, så er det jo nok det sidste – fra at det var en sjov fest, er det blevet til en højtidelighed, hvor jeg ikke føler mig godt tilpas.

Så hvordan gør jeg det til en sjov fest igen?

Frygt

Min bror er taget i krig – det kalder de det ganske vist ikke længere, det er en fredsskabende mission, men det betyder reelt, at han er et sted, hvor de skyder med skarpt efter hinanden.

Hans kæreste spurgte, hvordan vi har det med det – og min mor begynder på en lang monolog om valg, respekt for valget og støtten til ham. Jeg er for så vidt ikke uenig, men det svarer bare ikke på spørgsmålet om, hvordan vi har det – for det kan godt være, at der er større risiko for at blive slået ihjel i trafikken herhjemme end at dø i tjenesten dernede, men det ændrer ikke på frygten.

Frygten for at han vender hjem og vi ikke kan genkende ham, frygten for at han ikke længere er den lillebror, vi sendte af sted, at han psykisk ikke kan fungere i et civilt samfund, frygten for at han bliver bange for sin egen skygge og ikke kan passe et arbejde, fordi han har fået PTSD.

Til pårørendearrangementerne, hvor de forsøger på at informere og berolige, bliver cheferne ved med at sige ”hvis det værste skulle ske, så…” og det er kode for vores soldats død – jeg synes, at det er en mærkelig måde at tale om det på – de tager i krig, det kan man dø af, det kan man blive psykisk ødelagt af – hvorfor skal der være en sådan angst for at kalde en spade for en spade?

Og ja, min bror er taget i krig og det kan han dø af – han kan blive ødelagt både psykisk og fysisk. Det er en konsekvens af hans valg, som vi alle må leve med – min far sagde, at hvis han får sprængt lemmerne af, så skal han leve med sit valg, hvis han dør, så er det os, der skal leve med det. Som jeg ser det, så skal vi leve med hans valg, ligegyldigt hvad konsekvensen bliver.

Eftertanker

Jeg tænkte at det kan være rart at få andres mening på en bog. Hvorfor kun spørge et sted, når man kan få flere forskellige svar?

Hvilket så betyder, at jeg også begyndte at læse andres anmeldelser af ”The Thief”. Og de andre derude er mere eller mindre enige, men fælles for dem er, at de nævner sproget i bogen. Og det er helt klart værd at nævne. Dialogen er på Gens side underspillet, da han gemmer sin intelligens bag sin dårlige og i starten ikke helt sympatiske opførelse.

De fleste af anmeldelserne nævner også at Gen klart er den mest helstøbte figur i historien, men da det er ham, der er jeg-fortælleren er det nok ikke så underligt. Her til vil jeg dog tilføje at især troldmanden og Sophos (troldmandens ene lærling) igennem historien bliver til hele figurer, der drives af velbegrundede motiver, der giver mening i konteksten.

What they said:
King of Nerds

Squidoo

Book Smugglers (ser på hele sereien)

Or almost:
Dear Author

Good books and good wine

 

Og så er der (selvfølgelig) et helt Live Journal community dedikeret til Gen. Pas på; her er spoilers i masse vis