Tøkk grøder tørre tårer

Jeg er ked af det. Jeg er ked af det fordi jeg har lavet rod i det. Det værste af det hele er at jeg ikke opdagede at det rod, jeg lavede spredte sig som det endte med at gøre.

Og min tristhed fylder så meget at jeg ikke kan koncentrer mig om mit arbejde eller om noget som helst andet, det er som at have en sort sky over hovedet. Jeg har gjort en ven vred, han siger at han er irriteret på mig, fordi jeg har fået ham til at bruge tid på noget han ikke vil bruge tid på. Og da det er i den frivillige verden så betyder det faktisk mere end man skulle tro. Samtidig så synes jeg at det er uretfærdigt og overdrevet – hvilket jeg dog i 2. omgang har holdt for mig selv.

Og så siger han at han er irriteret fordi jeg ikke forstår, at jeg har tvunget ham til at bruge tid på det. Som om jeg kan læse tanker – den eneste grund til at jeg opdager at han er irriteret på mig, er fordi jeg direkte spørger ham. Og da fortæller han mig faktisk ikke hvad problemet er. Da jeg taler med ham anden gang fejrer han mig af, han har ikke tid til at tale med mig. Jeg ringer for at tale med ham tredje gang, fordi hans mail til mig er passiv aggressiv – og jeg spørger ham om han er vred på mig – det siger han, at han ikke er, men han er irriteret, og denne gang fortæller han så hvorfor. Jeg har påtvunget ham at bruge tid på en opgave, der ikke burde tage tid.cropped-2012-11-03-11-28-581.jpg

Opkaldet løste ikke noget – i hvert fald ikke for mig – jeg har det lige skidt, for det har aldrig været min mening at tvinge ham til at bruge tid på det. Men fordi jeg ikke svarede hurtigt nok, fordi jeg tog broderparten og ikke længere er aktiv i gruppen, har jeg påtvunget ham et øget tidsforbrug. Forhåbentlig betyder opkaldet til ham at vi kan komme videre og at jeg ikke mister min plads i gruppen. Eller at jeg i hvert fald stadig er velkommen i gruppen.

Det vil tiden vise, jeg håber, håber, håber, at jeg ikke bliver skubbet langsomt ud. Så vil jeg hellere gå end at blive skubbet ud ligesom han har gjort med først Linnea og siden med Mette.

Og i bund og grund skyldes det hele at vi ikke er enige om spillereglerne – i min verden har jeg holdt mig inden for reglerne og været large – også selvom jeg ikke svaret hurtigt nok. I hans verden har jeg ikke holdt mig indenfor reglerne, men derimod været grådig, besidderisk og uretfærdig. Og det er det, jeg er så ked af, for havde jeg vidst at reglerne var anderledes, så havde jeg spillet efter dem.

Men som billedet siger, så havde jeg handlet anderledes, hvis jeg var et bedre menneske, en bedre ven, et bedre medlem af gruppen…

 

Frygt

Min bror er taget i krig – det kalder de det ganske vist ikke længere, det er en fredsskabende mission, men det betyder reelt, at han er et sted, hvor de skyder med skarpt efter hinanden.

Hans kæreste spurgte, hvordan vi har det med det – og min mor begynder på en lang monolog om valg, respekt for valget og støtten til ham. Jeg er for så vidt ikke uenig, men det svarer bare ikke på spørgsmålet om, hvordan vi har det – for det kan godt være, at der er større risiko for at blive slået ihjel i trafikken herhjemme end at dø i tjenesten dernede, men det ændrer ikke på frygten.

Frygten for at han vender hjem og vi ikke kan genkende ham, frygten for at han ikke længere er den lillebror, vi sendte af sted, at han psykisk ikke kan fungere i et civilt samfund, frygten for at han bliver bange for sin egen skygge og ikke kan passe et arbejde, fordi han har fået PTSD.

Til pårørendearrangementerne, hvor de forsøger på at informere og berolige, bliver cheferne ved med at sige ”hvis det værste skulle ske, så…” og det er kode for vores soldats død – jeg synes, at det er en mærkelig måde at tale om det på – de tager i krig, det kan man dø af, det kan man blive psykisk ødelagt af – hvorfor skal der være en sådan angst for at kalde en spade for en spade?

Og ja, min bror er taget i krig og det kan han dø af – han kan blive ødelagt både psykisk og fysisk. Det er en konsekvens af hans valg, som vi alle må leve med – min far sagde, at hvis han får sprængt lemmerne af, så skal han leve med sit valg, hvis han dør, så er det os, der skal leve med det. Som jeg ser det, så skal vi leve med hans valg, ligegyldigt hvad konsekvensen bliver.

Grave Peril

Fra bogens bagside:

Harry Dresden – Wizard

Lost items found. Paranomal Investigantions. COnsulting. Advice. Reasonable Rates. No Love Potions, Endless Purses, or Other Entertainment.

Harry Dresden’s faced some pretty terrifying foes during his career. Giant scorpions. Oversexed vampires. Psychotic werevolwes. It comes with the territory when you’re the only professional wizard in the Chicago area phone book.

But in all Harry’s years of supernatural sleuthing, he’s never faced anything like this: The spirit world has gone postal. All over Chicago, gosts are causing trouble – and not just of the door-slaming, boo-shouting varity. These gosts are tormented, violent, and deadly. Someone – or something – is purposely stirring them up wreak unearthly havoc. But why? And why do so many of the victims have ties to Harry? If Harry doesn’t figure it out soon, he could wind up a gost himself…”

Forfatter: Jim Butcher

Genre: Fantasy (jeg er fristet til at sige ”noir”)

Forlag: Penguin Book

Udgivet: 2001

Hvorfor har jeg læst bogen: ”Grave Peril” er den tredje bog i serien om Harry Dresden. Dresden er en troldmand af den lidt mere hårdkogte slags – fornavnet er vist det eneste han har tilfælles med Harry Potter.

Harry Dresden er af de helte, der er andet og mere end “a knight in shining armour”, han har en mørk fortid, som han forsøger, at gøre op med. Hvad det er, serverer historien dog ikke for læseren i første hug. Men der bliver afsløret mere i hvert bind af histoien. På den måde sker der en udvikling med Harry fra den første til den tredje bog, så man som læser føler, at man lærer Harry nærmere at kende, samtidig med at Harry selv påvirkes og ændres af begivenhederne omkring ham.

Indtil videre er det kun den første af Harry Dresden bøgerne, Storm Front, der er blevet oversat til dansk af Tellerup.  

Bogen:
Historien er fortalt i en stil, der er en blanding af detektivromaner fra 50’erne og fantasy. I starten af historien er vi på Harrys kontor, hvor den obligatorisk ”damsel in distress” kommer for at bede om vores detektivs hjælp. Og det er her i henvisningerne til den klassiske noir detektivroman, at fantasyhistorien får et noir skær. Historien får dog et tvist, idet problemerne gerne involverer varulve, spøgelser af den værste slags, vampyrer og måske oven i købet en enkelt drage. Samtidig er der Harrys indre monolog, som nok lidt kæphøj, men som samtidig er dygtig skrevet og er sjov. Monologen lyder lidt som detektiverne fra 50’erne, hvor han ironiserer over livet og over skurkene. Samtidig gør han tykt grin med truslerne, måske er det en måde at klare de til tider fuldstændige forfærdelige ting, han kommer ud for. Fx da han er tvunget til at møde til vampyrernes bal:

”I still can’t believe, that you came to the Vampires’ Masquerade Ball dressed as a vampire.” Siger Harrys ven, Michael Carpenter, og Harry svarer “Not only that, but a cheesy vampire.”

En af de gode ting ved hovedpersonen er, at Dresden ikke klarer ærterne, i hvert fald ikke alene og ikke i første forsøg. Han er ikke så skræmmende eller overnaturlig stærk (i forhold til skurkene), at de smelter væk, når han viser sig. Nej, Harry Dresden får tæsk – gang på gang. At han så altid (indtil videre) løser opgaven, hænger sammen med de personlige relationer han har.

Som Harry siger: ”I don’t care about whose DNA has recombined with whose. When everything goes to hell, the people who stand by you without flinching–they are your family.”

Harry bruger dog langt mere rå kraft til klare problemerne og mindre planlægning, men det er en del af Harrys charme. For Harry handler det om at gøre det rigtige uanset prisen, og det rigtige er ikke nødvendigvis at redde verden, men at redde pigen. Det betyder også, at Harry kaster sig ud i desperate situationer, hvor han ikke regner med at overleve, men hvor målet er at få pigen/vennerne/de uskyldige ud i live.

Det er et af de stærkeste kendetegn ved Harry, drivet der konstant får ham ud i problemer, fordi han, koste hvad det vil, gør det rigtige. At Harry ikke fremstår som et naivt fjols, der som en anden Prince Charming kommer galoperende ind på sin hvide ganger, hænger sammen med de mørke undertoner, der lurer under overfladen. Læseren får ikke direkte at vide, hvad der er sket, men det fremgår, at Harry har gjort op med sin lærermester, er blevet forrådt af sin første kærlighed og har vendt mørket ryggen i et stort opgør. Det vil sige, at Harry konstant kæmper med sig selv, både på samvittighedsnivaeu og med fristelsen om at bruge sin magi til mørke ting – for det virker som om at magi, der bliver brugt til egen vinding i sin hensynløshed, bliver stærkere og mere grænseløs. Samtidig skal troldmænd, der er gode (eller som adlyder magikernes regering “the white counsel”) overholde visse regler, som selvfølgelig sætter begrænsninger for udøveren.

På den måde bliver Harry fra den første bog og fremefter en mere kompleks person, fordi hans indre dilemmaer bliver tydeligere. Harry fremstår ikke som den kedelige klassiske eventyrhelt, der mest af alt er en stereotyp.

Ligesom Harry bliver mere afrundet og til en hel figur, bliver universet også udbygget. Ganske vist skal bogen foregå i en verden, der ligner vores, så teknisk og udseendemæssigt minder den om vores egen verden, men fordi teknik gå fuldstændig i baglås, når Harry nærmer sig, så spiller den ikke den store rolle. Derimod bliver magien, og hvordan magien fungerer forklaret mere udførligt, ligesom de begrænsninger magien har. Jim Butcher beskriver Harry som en form for blikkenslager, Harry kan få magien til at fungere, lidt ligesom en blikkenslager kan få vand ud af rørene og sætte gassen til det nye gaskomfur.

Magien i Jim Butchers univers minder lidt om magien, som Pat Rothfuss beskriver i “King Killer chronicels”. Her er et interview, hvor Jim Butcher Pat Rothfuss diskuterer magiens udformning. Hvis det skulle have interesse.