Når tvivlen rammer…

Nu er tvivlen igen kommet på besøg. Det sker, når symptomerne på stress begynder vise sig. Så begynder jeg at tvivle, på mig selv, på mine kompetencer, på mit værd. Jeg bliver rastløs, kan ikke finde ro, kan ikke sove.

Og det der virker er at gå til yoga, så drukner larmen i mit hoved og der bliver ro. Det virker at skrive, og jeg kan finde ro nok til at sove det meste af natten ved at gå ture. Men det er symptombehandling, for det rigtige problem er, at der er for meget at gøre. Der er for mange opgaver og for lidt tid.

Og det betyder, at jeg må prioriterer hvilke opgaver, der er vigtigst og derfor skal laves først, men det betyder også, at jeg skal gøre op med mig selv, hvad der kun skal laves halvt. Men det er heller ikke gratis, for det er stadig mig, der står med lorten, når det ikke er lavet. Og når prioriteringen betyder, at noget er lavet halvt eller slet ikke, så kommer tvivlen igen, for er det mig, der er noget galt med? Ville det have været muligt, hvis jeg bare havde planlagt det lidt bedre eller havde løbet lidt hurtigere? Og så begynder en nedadgående spiral, hvor jeg og mit selvværd er midt i malstrømmen, på vej ned.  whirlpool

Reklamer

Tøkk grøder tørre tårer

Jeg er ked af det. Jeg er ked af det fordi jeg har lavet rod i det. Det værste af det hele er at jeg ikke opdagede at det rod, jeg lavede spredte sig som det endte med at gøre.

Og min tristhed fylder så meget at jeg ikke kan koncentrer mig om mit arbejde eller om noget som helst andet, det er som at have en sort sky over hovedet. Jeg har gjort en ven vred, han siger at han er irriteret på mig, fordi jeg har fået ham til at bruge tid på noget han ikke vil bruge tid på. Og da det er i den frivillige verden så betyder det faktisk mere end man skulle tro. Samtidig så synes jeg at det er uretfærdigt og overdrevet – hvilket jeg dog i 2. omgang har holdt for mig selv.

Og så siger han at han er irriteret fordi jeg ikke forstår, at jeg har tvunget ham til at bruge tid på det. Som om jeg kan læse tanker – den eneste grund til at jeg opdager at han er irriteret på mig, er fordi jeg direkte spørger ham. Og da fortæller han mig faktisk ikke hvad problemet er. Da jeg taler med ham anden gang fejrer han mig af, han har ikke tid til at tale med mig. Jeg ringer for at tale med ham tredje gang, fordi hans mail til mig er passiv aggressiv – og jeg spørger ham om han er vred på mig – det siger han, at han ikke er, men han er irriteret, og denne gang fortæller han så hvorfor. Jeg har påtvunget ham at bruge tid på en opgave, der ikke burde tage tid.cropped-2012-11-03-11-28-581.jpg

Opkaldet løste ikke noget – i hvert fald ikke for mig – jeg har det lige skidt, for det har aldrig været min mening at tvinge ham til at bruge tid på det. Men fordi jeg ikke svarede hurtigt nok, fordi jeg tog broderparten og ikke længere er aktiv i gruppen, har jeg påtvunget ham et øget tidsforbrug. Forhåbentlig betyder opkaldet til ham at vi kan komme videre og at jeg ikke mister min plads i gruppen. Eller at jeg i hvert fald stadig er velkommen i gruppen.

Det vil tiden vise, jeg håber, håber, håber, at jeg ikke bliver skubbet langsomt ud. Så vil jeg hellere gå end at blive skubbet ud ligesom han har gjort med først Linnea og siden med Mette.

Og i bund og grund skyldes det hele at vi ikke er enige om spillereglerne – i min verden har jeg holdt mig inden for reglerne og været large – også selvom jeg ikke svaret hurtigt nok. I hans verden har jeg ikke holdt mig indenfor reglerne, men derimod været grådig, besidderisk og uretfærdig. Og det er det, jeg er så ked af, for havde jeg vidst at reglerne var anderledes, så havde jeg spillet efter dem.

Men som billedet siger, så havde jeg handlet anderledes, hvis jeg var et bedre menneske, en bedre ven, et bedre medlem af gruppen…